20 års jubilæum - Jørgen Kristensen

November 19, 2023

Jubilæum

En hyldest til ham med alle svarene

- Utallige spørgsmål har Jørgen svaret på igennem 20 år

”Jørgen ved det”

– den sætning høres stadig dagligt på kontoret, for Jørgen har altid svaret, også her 20 år efter det hele startede sammen med stifteren af Solvision.

Jørgen har altid elsket tal – og tallene har altid elsket ham. Dette uadskillelige partnerskab er som støbt i beton og en livsvigtig nerve i Jørgens liv.

Som en utrættelig og robust automat, er Jørgen faktisk eneste mand, der har været med hele vejen - lige fra automater til fiskesøer og solcentre til de sidste mange år med parkering. Jørgen giver aldrig op og det er med dyb dedikation og beslutsomhed, at han siger:

”Jeg kan få de automater til at køre!”

Det er tydeligt at mærke Jørgens passion for sit fag, sin software og sine automater, for det er vitterligt sådan, han føler det. Derfor er det ikke kun i arbejdstiden, Jørgens tanker kredser omkring programmering og løsning af diverse problemstillinger.

”Jeg kan ikke lade være”, er hans korte svar.

”Gå en tur, lav noget andet og så kommer løsningen”, sagde Jørgens matematiklærer altid og det er netop sådan, det er for Jørgen, for det sker tit at den mulige løsning kommer til ham i bilen til og fra arbejde. Jørgens hoved er nemlig altid på ”arbejde”, fordi han brænder for det han laver.

Spørger man Jørgen selv, hvad han var blevet, hvis ikke datamatiker, har han faktisk intet svar, ironisk nok – når han ellers er manden med alle svarene.
At have en som Jørgen med på holdet er et stort privilegie og vi er ham evigt taknemmelige for hans dybe dedikation og ukuelighed.

Stort tillykke med jubilæet, Jørgen - ønskes du af alle dine kollegaer hos Dopago

Del meget gerne: